SAN GIMIGNANO

Vil I opleve ægte toscansk landsbystemning? Vil I sidde og nyde et glas rødvin med udsigt ud over vinmarker? Vil I smage lækker italiensk is i rolige omgivelser? Så bør I besøge San Gimignano. San Gimignano er en lille italiensk middelalderlandsby med omkring 7000 indbyggere. Landsbyen ligger ca. 50 kilometer syd for Firenze. Derudover er byen højtbeliggende i forhold til Firenze. Dette gør, at I fra landsbyen kan få et helt unikt billede af den toscanske natur. I mens I nyder denne udsigt kan I passende nyde en af byens berømte is, som varmt kan anbefales; her fra os hos Local Living.

Tårnebyen

Landsbyen står næsten, som den gjorde i middelalderen, og byens mange tårne er et af landsbyens kendetegn. Dette er også derfor at byen af mange bliver kaldt for Tårnebyen.

Her i byen med de mange tårne kan du bl.a. nyde smukke oliebilleder i det lille hyggelige Art Gallery in Tuscany. Billederne bliver malet af galleriets ejer, som maler dem under åben himmel, for at kunne gengive den helt særlige stemning, der findes i området omkring San Gimignano.
Galleriet åbnede i 1991 og det er det helt perfekte sted, at finde flotte billede af den toscanske natur – hvis I ønsker at have minder med hjem fra Jeres tur i San Gimignano.

Kulinariske oplevelser

Ønsker I måske lidt mere end blot is under Jeres besøg i San Gimignano, så er byen, som resten af Toscana, kendt for deres vinproduktion. Vernaccia-vinen bliver betragtet som en af italiens bedste vine og står helt perfekt til et let sommermåltid. Dette kan f.eks. være fisk, lidt toscansk skinke eller grøntsagssuppen, Ribolita.

Byen er et meget populært udflugtsmål, og i højsæsonen farter folk til byen. Vil I undgå turiststemningen og være helt sikre på at få den ægte toscanske stemning ind under huden, er det derfor en god idé at besøge byen tidligt på dagen eller sent på aftenen.