Tog til Italien – ruter og praktiske råd

Drømmer I om at opleve Italien i et lidt roligere tempo? Med toget kan I læne jer tilbage, nyde udsigten til de smukke landskaber og lade rejsen blive en del af ferien. Her har vi samlet vores bedste råd til at rejse med tog fra Danmark til Italien. I kan læse om forskellige togruter fra København, Odense og Aarhus, mulighederne for nattog samt praktiske tips til billetter, skift og den videre tur til jeres feriebolig.
Rejse til Italien tog

Hvordan rejser man med tog fra Danmark til Italien?

Rejsetiden med tog til Italien afhænger af, hvor i Danmark I rejser fra, hvilken destination I skal til, og hvilke forbindelser I vælger undervejs. En rejse fra København til Norditalien kan godt gennemføres på omkring 24 timer med nattog, men andre destinationer kan tage længere tid og nogle kræver måske en overnatning undervejs.

Til gengæld får I muligheden for at opleve, hvordan landskabet langsomt forandrer sig uden for vinduet. De grønne marker bliver afløst af bjerge, små landsbyer og det smukke italienske landskab.

Herunder har vi samlet eksempler på togruter fra København, Odense og Aarhus til populære destinationer i Italien, så I kan få en idé om, hvordan rejsen kan se ud.

Tjek altid den aktuelle rejsetid og køreplan, før du bestiller.

Find togrejsen til Italien
København

Togruter fra Danmark til Italien

Uanset om I rejser fra København, Odense, Aarhus eller en helt fjerde by, går turen som regel via Hamborg, der er et af de vigtigste knudepunkter for togrejser videre sydpå i Europa. Herfra har I flere muligheder for at fortsætte mod Italien

Hvis I rejser fra København: Tag toget direkte til Hamborg

Hvis I rejser fra Odense: Stig på toget direkte mod Hamborg

Hvis I rejser fra Aarhus: Rejs gennem Jylland mod Hamborg med skift undervejs. I Kolding er det muligt at tage et tog mod Hamborg.

Odense

To måder at rejse med tog til Italien

Med nattog til Italien

Vil I gerne spare en overnatning undervejs, kan nattoget være en god løsning. Fra Hamborg kan I på udvalgte afgange fortsætte med nattog mod Zürich eller Innsbruck, hvor I kan sove jer gennem natten. Næste morgen går turen videre mod Italien, eksempelvis til Milano eller Bologna.

I kan vælge mellem almindelige siddepladser, liggevogne og sovekupéer, alt efter hvor komfortabelt I ønsker at rejse.

Med tog om dagen

Vil I hellere nyde landskabet undervejs, kan I rejse om dagen og tage en overnatning i eksempelvis Frankfurt eller München. Næste morgen fortsætter turen gennem Alperne mod Italien.

Fra Frankfurt kan I rejse gennem Schweiz mod Milano, mens turen fra München går gennem Østrig og over Brennerpasset mod Verona og Bologna. Undervejs venter udsigten til bjerge, grønne dale og små landsbyer, som gør selve togrejsen til en del af ferieoplevelsen.

rejse med tog Italien

Tips til jeres togrejse

Herunder har Local Living udarbejdet en liste over “Must remember”, når I tager toget til Italien. Ferien starter som bekendt, så snart I sidder i toget.

  • Der er altid risiko for forsinkelse, når I vælger at rejse med tog. Planlæg derfor god skiftetid, gerne minimum 30 minutter til 1 time.
  • Det er en god idé at være i god tid med billetterne. Ved internationale rejser fra Danmark kan I ofte bestille 180 dage før afgang. Billetpriserne stiger ofte jo tættere I kommer på afrejse, ligesom afgange kan blive udsolgt, særligt i sommermånederne.
  • Rejser I med børn, kan en voksen på på nogle ruter tage fire børn under 15 år med gratis. Skal I have flere børn med, får de ca. 50% rabat på billetten. Der skal dog stadig betales pladsbillet og eventuelle tillæg for børn.
  • Har I brug for hjælp til at finde den helt rigtige togrute til jer, anbefaler vi at I kontakter DSB udland for at få mere information.
  • Undersøg muligheden for at rejse med en interrailbillet, der kan være penge at spare. 

Når I er kommet til Italien

Mange af Local Livings ferieboliger ligger lidt væk fra de større byer, så I kan opleve det autentiske Italien. Her får dagene lov til at gå lidt langsommere blandt vinmarker, olivenlunde og små landsbyer. Derfor anbefaler vi at I lejer en bil når I er kommet fra til Italien. De fleste større byer har biludlejning i centrum tæt på banegården.

Udover at bilen er en fordel, når I skal frem til feriestedet, giver det jer også friheden til selv at bestemme hvornår og hvad I vil opleve på jeres ferie i Italien.

Læs mere om at leje en bil.

natur italien

Toget som klimavenligt alternativ

At tage toget til Italien handler ikke kun om at nyde rejsen i et roligere tempo. Det kan også være et mere klimavenligt alternativ til både bil og fly.

Men hvor stor er forskellen egentlig?

Vi har brugt http://ecopassenger.org til at sammenligne CO2 udledningen fra tog, bil og fly på strækningen fra København til Firenze. Beregningen er lavet i oktober 2026 og tager udgangspunkt i en gennemsnitlig belægning for de tre transportmidler.

  • Et tog udleder 71,1 kg CO₂ på en rejse
  • En bil udleder 165,5 kg CO₂ på en rejse
  • Et fly udleder 124,4 kg CO₂ på en rejse

Tallene er estimater, og dem faktiske udledning kan variere afhængigt af blandt andet belægning og den valgte rute.

Nu er I klar til at tage afsted på jeres bæredygtige og afslappende tog-ferie. Hvis I foretrækker at flyve eller tage bilen, er det også en mulighed.

Ofte stillede spørgsmål om tog til Italien

Hvor lang tid tager det at rejse med tog fra Danmark til Italien?

Rejsetiden afhænger af afrejsested, destination og forbindelser. Fra København kan I eksempelvis nå Norditalien på omkring 24 timer, mens destinationer længere sydpå tager længere tid.

Kan man tage nattog fra Danmark til Italien

Der er ikke et direkte nattog fra Danmark til Italien, men I kan kombinere toget til Hamborg med nattog videre gennem Europa, eksempelvis mod Zürich. Herfra kan I fortsætte mod Italien næste morgen.

Hvad koster det at tage toget til Italien?

Prisen afhænger af rute, afrejsedato og billettype. Det kan ofte betale sig at bestille i god tid, særligt hvis I ønsker en sovekupé på nattoget eller rejser i de populære ferieperioder.

Hvor kan man købe togbilletter til Italien?

I kan bestille mange internationale togbilletter gennem DSB, men det kan godt betale sig at sammenligne priser og forbindelser hos andre operatører som Deutsche Bahn og ÖBB. Her kan I nogle gange finde billigere billetter eller afgange, der passer bedre til jeres rejseplaner.

Er det mere klimavenligt at tage toget til Italien?

Toget har ofte et lavere klimaaftryk end både bil og fly. Ifølge en beregning fra EcoPassenger udleder en togrejse fra København til Firenze omkring 43 % mindre CO₂ end den tilsvarende flyrejse, inklusive transport til og fra lufthavnen.

SØG BOLIG