Restauranter i Italien
Vi modtager meget gerne dine tips, hvis du har prøvet en rigtig god – eller charmerende – restaurant på din rejse. Skriv gerne til info@localliving.dk.
Den madglade italiener, Elvio Milleri, der nok bedst er kendt som ejer af den hedengangne Michelin-restaurant Era Ora i København, har sat navn på de steder i Toscana og Umbrien, hvor han synes, man spiser bedst.
Elvio Milleri boede i Umbrien fra begyndelsen af 1950’erne, til han i begyndelsen af 1980’er kom til Danmark for at starte sit restauranteventyr. Men han har stadig fuldstændigt fingeren på pulsen med, hvad der foregår hjemme i Italien, for han besøger sit hjemland omkring 10 gange hvert år. Både for at besøge familie og venner, og for at hilse på vinproducenter og fødevarefolk. Og man skal ikke spørge mange gange til maden og livet – som vist er to uadskillelige dele af tilværelsen, hvor Elvio Milleri kommer fra – før han energisk begynder at remse forskellige retter og råvarer op, han har et nostalgisk forhold til.
»Coratelli«, siger Elvio Milleri og ser helt fjern ud i blikket. »Det er lammelunger med hvidvin, rosmarin, chili og tomat. Det smager stunning«.
Se herunder, hvor turen skal gå til i Toscana og Umbrien, hvor Elvio Milleri er din guide. Vi starter med restauranterne.