Luksusvilla i private omgivelser og i hjertet af Toscana
Villa Pipistrelli har plads til 14 personer i alt 10 personer i villaen og 4 personer i annekset, i alt 7 soveværelser og 7 badeværelser.
En del af villaen
Her er der tale om en virkelig indbydende villa, der ligger perfekt i forhold til stilhed og udsigt - og dog alligevel helt perfekt til en tur til Siena (ca. 15 min i bil) eller en køretur ud i den smukkeste del af Toscana efter min smag.
Villaen er en ældre gård fra det 17. århundrede, og den er beliggende højt på toppen af Montestigliano i de smukkeste skovområder i Siena-bakkerne. Villaen er en del af Montestigliano-borgoen, der ligger ca. 10 minutters gang fra villaen. I er velkomne til at deltage i de 2 ugentlige middage her, købe stedets egen vin ellers spørge om tips og ideer i receptionen.
Rundt om huset er der en stor have med masser af grønt, der er helt i den bedste toskanske stil en overflod af frodighed. I haven er der en smuk infinitypool (4,5 x 13 m) med solmøbler og parasoller, hvor I kan nyde solens stråler og slappe af i fredelige omgivelser, imens I nyder udsigten udover de toskanske bakker.
Indretningen af villaen
Villaen er for nyligt blevet renoveret, og er indrettet meget elegant og moderne med bjælkelofter, træ og vægge med bløde farver. Villaen har masser at byde på, og overalt er der spændende indretning med gode tekstiler, rustikke møbler og det bedste af det bedste.
Villaen på 349 m2 er indrettet i to etager, og i stueetagen er der en hall, et dejligt stort veludstyret køkken, en spisestue med adgang til en lille møbleret terrasse, en opholdsstue med en smuk indbygget pejs og med udgang til en terrasse, hvor I kan nyde aftenlyset og måske en lille cocktail. Derudover er der 2 soveværelser med 2 enkeltsenge, hvert værelse har eget badeværelse med brusebad og et lille toilet med vaskemaskine og tørretumbler.
På første etage føres I op ad en smuk antik trappe hvor der er udgang til en overdækket terrasse med udsigt over gården. På første etage er der en stor stue med en åben pejs, 1 soveværelse med 2 enkeltsenge og 2 soveværelser med dobbeltsenge, alle med eget badeværelse med brus.
I det tilhørende anneks, er der på øverste etage 1 dobbeltværelse og 1 soveværelse med 2 enkeltsenge, hver med eget toilet med brus. En åben trappe fører ned til nederste etage hvor der er et køkken med en spisestue, en opholdsstue med pejs og store døre ud til en møbleret terrasse. Denne terrasse binder de to bygninger sammen, og her kommer I til at tilbringe mange timer i godt selskab.
Hver morgen kan I glæde jer over dejlig hjemmelavet morgenmadsbuffet, der indgår i prisen. Det gør også den daglige rengøring, så her skal I ikke gøre meget selv. I kan også tilkøbe kok, kokkeskole, massage, shopping service, cykelleje eller andet, I måtte drømme om.
Oplevelser i området
Ejendommen er perfekt placeret til gåture, trekking eller mountainbiking gennem skov og enge. Floden Merse ligger indenfor nem rækkevidde og her kan man holde picnic eller få sig en dukkert i søen. I nærheden af villaen er der faciliteter som tennis, ridning og endda ballonflyvning, hvis man lige vil have en med på opleveren :)
De historiske byer, San Gimignano, Pienza, Cortona og Arrezzo ligger alle inden for nem køreafstande, og er helt sikkert små perler der er værd at opleve. Ca. 20 minutters kørsel væk ligger byen Siena, her kan man blandt andet opleve det traditionelle hestevæddeløb Il Palio, som finder sted i byen 2 gange om året eller man kan bare slentre gennem den smukke by som er fyldt med skønne hemmeligheder. Vil man til en lidt større by, er Firenze beliggende indenfor en overskuelig køreafstand på lidt over 1 time. Byen er fyldt med historie og er kendt for sin kultur, kunst og arkitektur.