Fodbold - Italiens nationalsport
Det er måske en kliché at sige, at fodbold er Italiens lidenskab, men det er altså sandt.
De fleste italienere støtter og identificerer sig med deres lokale hold, og så er der lige Juventus-fans, som findes over hele Italien og måske resten af EU. Der er selvfølgelig også de italienere, som ikke kan udstå Juventus, og hellere holder med et udenlandsk hold end med Juventus.
Se en fodboldkamp i ferien
Det er ofte muligt at se en fodboldkamp i løbet af ferien, hvis det er din interesse. De fleste byer har fodboldhold, der spiller i Serie A eller Serie B, og fodboldstadion er altid rimeligt centralt beliggende. Det er ikke kun selve spillet, som er en oplevelse. Italiens fodboldfans byder også på underholdende adfærd med farverigt tøj, sang, blafrende flag og glade tilråb. Der er altid en masse liv på tilskuerpladserne og på banen.
Billetter til UEFA-kampe spillet i Italien kan købes her og til nationale kampe her.
Det italienske fodboldlandshold anses for at være et af de bedste landshold i verden. De har vundet VM fire gange (1934, 1938, 1982, 2006), og hver gang det italienske landshold har vundet, har det været oppe at vende i Italien, om man skulle gøre det til en nationaldag. Men det er det dog alligevel ikke blevet til.
Italiens mest prestigefyldte hjemlige liga er Serie A. Juventus, Milan og Inter, sammen med Roma, Fiorentina, Lazio og Napoli er kendt som de syv søstre i italiensk fodbold.