En perle midt i olivenlunden og med udsigt så langt øjet rækker
I det grønne Umbrien - lige på grænsen til Toscana - ligger Colle San Paolo, der består af 3 landsteder, der er ejet af den samme dedikerede familie. Her er I tæt på Trasimenosøen, Perugia og Assisi, og I er midt i det smukkeste landskab - og her er helt stille.
Landstedet Fontanelle er et nydeligt stenhus oprindeligt bygget på 1600-tallet og for nylig restaureret. Det ligger ca. 500 meter over havets overflade og har en smuk udsigt over de grønne bakker og dalen nedenfor. Landstedet er omgivet af gamle oliventræer (ejerne producerer økologisk ekstra jomfru olivenolie) og egeskove.
Fontanelle er opdelt i 5 lejligheder, med 1 eller 2 soveværelser, til i alt 19 gæster. Den interne flisebelagte gårdsplads, hvorfra der er indgang til de fleste af lejlighederne, giver stedet følelsen af en lille landsby.
I haven ligger en smuk 6 m. x 12 m. infinity-pool (1,5 m dyb) med terracotta-terrasse med udsigt. Her er også solstole, parasoller og bruser. Lige ovenfor poolen ligger en anden terrasse med havepavillon og havemøbler - og en stor grill, så her vil I komme til at sidde og nyde aftensmaden.
Der er et stort fællesrum (70 m2) med pejs og stue, køkken og spiseplads, mange bøger, spil for børn, brætspil og spilleborde, der er perfekt til fester, familiefester eller små seminarer. Her afholder ejerne kokkeskole én gang om ugen (normalt torsdag) i højsæson. Kokkeskolen varer 3 - 4 timer, og I afslutter det hele med med at nyde måltidet sammen. Kokkeskolen skal helst bestilles sammen med rejsen, da der er begrænset antal pladser.
Lejlighederne er restaureret med sans for detaljerne. Fritlagde bjælker, pejs, veludstyrede køkkener og aircondition. Gode, solide møbler - nogle antikke - fra området.
For at komme op til landstedet er der let kuperet terræn, men grusvejen er asfalteret på steder, hvor der er brug for det.
Der er mulighed for at leje cykler i byen Castiglione del Lago, som ligger 25 km væk. Hvis man ønsker at leje cykler hele ugen, er det muligt at få dem leveret til stedet og få dem afhentet igen ved afrejse. Ejerne har lavet kort over området med ruter til mountainbiking, lange og korte vandreruter indtegnet. Sabina, den ene af døtrene, er ivrig vandrer, og hun viser gerne vej og fortæller om alt, I ønsker at vide (taler flydende engelsk).
Internet i fællesrummet og i lejlighederne på Fontanelle. Fælles vaskemaskine.
I Tavernelle (ca. 10 min. kørsel) er der flere supermarkeder, restauranter, pizzariaer, tennisbaner og en aquapark etc. Naboen til Fontanelle sælger hjemmelavet ost og yoghurt og en anden familie sælger honning. Der er en flaske af ejernes egen olivenolie i lejligheden ved ankomst. Der er flere gode restauranter i Panicale og mulighed for at besøge et vinslot for vinsmagning.
Se en præsentationsvideo her.
Bemærk kalenderen er ikke opdateret. Hvis I ønsker at besøge feriestedet, skal vi først sende en forespørgsel til ejerne, før vi kan bekræfte ledigheden.